Kan du kort beskrive din rejse fra dit hjemland til, hvor du er i København/Danmark idag?
Jeg er født i Norge, men flyttede til Danmark den sommer jeg fyldte 20 år. Jeg var rastløs og rodløs og havde brug for at “finde mig selv” efter et forlist kærlighedsforhold. Egentlig var planen at tage til Tyskland og arbejde frivilligt, sammen med nogle tyske venner, på en nedlagt gård, som skulle omdannes til et kultursted. Jeg nåede ikke så langt, for undervejs stoppede jeg i Århus, hvor en dansk veninde fortalte, at hun havde fundet et arbejde til mig og et par værelser jeg kunne leje. Det var i 80´erne. Meget var lettere dengang. Jeg fik det hele serveret på et sølvfad og sagde ja tak. Jeg kunne jo altid rejse videre til Tyskland efter nogle måneder. En måned senere startede jeg med at arbejde i en restaurant i Århus. Hjemme i min mors køkken efterlod jeg en seddel om at jeg var flyttet til DK. Det var før mobiltelefonens tid, men jeg tror, jeg noterede en adresse.
“Det er godt at være norsk i Danmark”, siger mange nordmænd og bliver hængende. Selv har jeg efterhånden boet i Danmark i mere end halvdelen af mit liv, men de sidste syv år har mit hjem været i hovedstaden.
Flytter jeg tilbage til Norge en dag? Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer. Mit liv og mit netværk er dybt forankret i Danmark, men jeg savner min familie og de norske bjerge.
Hvordan har dine erfaringer, og din rejse, påvirket dig som kunstner gennem tiden?
Jeg er impulsiv, åben og sensitiv, og jeg møder mennesker i øjenhøjde. Jeg har haft meget sårbare mennesker tæt ind på livet og har set og oplevet flere skyggesider, både hos mig selv og hos andre. Sammen med mine livserfaringer er dette kvalifikationer, som er gode at have, når jeg skal sanse verden og dokumentere livet med mit kamera. Men nogle gange bliver jeg så mættet af udefrakommende impulser, at jeg får behov for at mærke mig selv og fotografere den anden vej – inside/out. Når jeg kan skiftes til at arbejde med begge dele, er jeg mest i balance.
Hvilket af dine værker, som blev udstillet eller opført som del af Artival 2016, kan du bedst selv lide, og hvad er historien bag værket?
Min favorit er nok billedet af den lille pige, som virker alene og fortabt i noget, der ligner en ørken. Hvis man kigger grundigt efter, viser det sig at være en strand. I forgrunden ligger der en gammel olietønde, formentlig smidt ud i havet fra et skib. Motivet er fotograferet direkte imod solen. Eftermiddagslyset og farverne er fantastiske. Kompositionen og de lange skygger skaber drama. Jeg kan godt lide, at beskueren kan lave sin egen historie ud fra billedet, men for mig handler det om jordens tilstand og vores børns fremtid. Der er grund til bekymring … Samtidig er der et åndeligt element med solen/lyset, som trækker øjet til sig. Jeg arbejder meget intuitivt og kan ikke altid forklare hvorfor jeg gør som jeg gør. Det er en følelse indeni, som jeg har brug for at udtrykke. Og jeg oplever det, som om billederne kommer til mig.
Pigen er min datter og hun stillede sig bare lige pludseligt op sådan. Det var et magisk øjeblik da jeg trykkede på knappen. Jeg kunne fornemme, at det ville blive godt.
Vesterhavet – Uden Titel, print on aluminium (dibond), raw no frame, print no 1 of 3, 5000 DKK
Hvad har din deltagelse i Artival 2016 betydet for dig som person, og for dit virke som kunstner i Danmark?
Jeg har aldrig rigtig udstillet noget tidligere, men har tit haft det i tankerne. Af en eller anden grund er det, som om livsbegivenheder har fyldt for meget til at finde tiden til det. Jeg tror Artival er startskuddet på et kapitel i mit liv, hvor jeg vil gøre mere for at komme længere ud med mine billeder.
Bente har udstillet hendes fotografi på Artival 2016 Mixed Media Exhibition i Råhuset. De sidste to år har hun brugt meget tid på at dokumentere den tid vi lever i. Fokus er på flygtninge. Tanken er, at det skal ende med en bog og en udstilling. Derudover har Bente et større undervisningsprojekt om flygtninge og integration i støbeskeen. Se flere af Bentes billeder på hendes hjemmesider: www.flygtningehistorier.dk og www.cameraworks.dk
Save
Save
Save
Save
Save
Save
Save
Save