Som del af Immigrant Artival 2016, serverer Tina og Gallerie Lorien et glas vin d. 24.09, mellem kl. 17.00 og kl. 20.00. For de interesserede vil der være en rundvisning på galleriet, hvor der fortælles om kunst blandet med livet som immigrant. Der vil være fokus på, hvordan kunsthåndværk og produktionen af kunst bliver styrket af kulturers diversitet og forskelligheder.
Hvad er din baggrund som immigrant?
Jeg blev immigrant ved et tilfælde. Der har jo som bekendt været folkevandringer på kontinenterne så længe der har været mennesker på jorden og lang tid før der blev lavet landegrænser. Der har været forskellige bevæggrunde, som vi også stadig ser det i dag. Man har flyttet sig grundet sult, klimaforandringer, krige, jagten efter sig selv og af mange andre årsager. Min grund var tilfældig, og den skal på ingen måde sidestilles med de mange mennesker der bliver tvunget til at “emigrere” på grund af politisk eller religiøs forfølgelse, eller som vi lige nu ser det i forbindelse med de mange borgerkrige rundt om i verden.
Jeg var på en uskyldig rejse til Italien, hvor jeg mødte en mand jeg blev vanvittigt forelsket i. Set i bagklogskabens lys var forelskelsen iblandet en ligeså stor begejstring for den kultur og det land han kom fra, nemlig Italien. Jeg besluttede efter kort tid at flytte til Italien, da han af forskellige grunde ikke kunne forlade landet. Familiestrukturen i Italien var og er stadig meget forskellig fra vores her i Danmark. Han og hans forældre var i et gensidigt afhængighedsforhold. Han var deres eneste søn, og de ville simpelthen have haft svært ved at klare sig uden ham.
For mig var mødet med den anden kultur voldsom på mange måder. Deres familiestruktur var så anderledes fra min egen baggrund. Jeg boede sammen med min mand og hans forældre i forældrenes hus, hvor også vores datter voksede op. Der var mange kameler at sluge, mange ting at forholde sig til og indordne sig under, hvis jeg gerne ville accepteres og optages i fællesskabet, og dette helst uden at miste mig selv, min personlighed og baggrund fuldstændig. Det første år følte jeg mig hjernevasket, uden selvstændig stemme, uden ansigt. Først da jeg endelig lærte sproget og fik et arbejde begyndte jeg langsomt at føle mig som en del af noget. Dette på trods af det store afsavn i forhold til min egen familie i Danmark.
Jeg havde prøvet det danske daginstitutions- og skolesystem med min søn i Danmark, og det gjorde det særligt svært da min datter skulle igennem det selvsamme, bare i Italien. Det gjorde forbasket ondt at se et system der i mine øjne ikke var ligeså retfærdigt og forstående som det danske. Men efter tid lærer man at lade være med at holde tingene op mod
hinanden, og se forskellighedernes styrker og ikke kun deres svagheder. Dette er bestemt ikke en let proces, men jeg måtte jo prøve at være loyal overfor et system, der var mig fremmed og støtte min datter så godt som muligt i det eneste system hun kendte. Positionen som kvinde, i Italien, var også en evig kamp, da jeg var vant til rammer, hvor jeg var accepteret på lige fod. Nu var jeg pludselig kok, plejer, hustru og mor, samtidig med at mit arbejde og min løn udgjorde en vigtig del af vores økonomiske grundlag.
Hvordan har arbejdet med kunst påvirket din baggrund som immigrant, og har du kunnet bruge kunst som fodfæste ift. integration og identitetsskabelse?
Italien har en lang tradition indenfor kunsthåndværk, og kunst blev for mig en måde at blive respekteret på, men også til at genvinde et selvstændigt job. Italien kan noget i forbindelse med bronzestøbning og produktion af skulpturer i marmor og sten, som ingen andre kan. Jeg byggede mine erfaringer op fra bunden af, og på den måde opnåede jeg dialog og fælles anerkendelse fra de lokale. Ved at arbejde sammen med dem, efter deres principper, og ved at tillære mig deres arbejdsmetoder og traditioner vandt jeg deres respekt. Det var en vigtig proces for mig at iagttage, lytte og tage ved lære.
Kunst har altid tiltrukket mig og det var et naturligt valg for mig at ende i denne branche. Pietrasanta – byen jeg boede i – i det nordlige Toscana, har igennem mange år haft en tradition for at huse kunstnere fra hele verden. De kommer for at drage nytte af den lokale ekspertise og viden, og på den måde er byen et krydsfelt af immigranter og italienere, der alle kender hinanden qua deres interesse for kunst. Min baggrund og position – som italiensk gift, udlænding, forælder, og kvinde -gjorde det let for mig at bevæge mig ind og ud af de forskellige grupperinger. Samtidig var mit indtryk, at mange udenlandske kunstnere valgte at isolere sig i egne grupper, med egne baggrunde, og på den måde fik de fik ikke den indsigt, som jeg selv føler jeg fik, i den lokale kultur. Så selvom mit liv som immigrant ikke altid var nemt, så var det utroligt givende. Jeg bevægede mig i forskellige kulturer, hvor fællessproget var kunst, samtidig med at jeg var en del af det lokalt italienske producerende miljø. Da jeg efter fireogtyve år i Italien, af økonomiske og personlige grunde, valgte at flytte tilbage til Danmark, var det mest nærliggende at forsøge at få disse ting til at gå op i en højere enhed. Dette har jeg forsøgt at opnå ved at åbne et kunstgalleri i København.
Jeg valgte at fastholde en produktion i Italien, da min respekt og glæde for den industrielle del af skabelsesprocessen er meget stor efter de mange års tæt samarbejde med kunsthåndværkerne i Italien. Jeg bragte kunstnere fra Pietrasanta med mig, til mit galleri, og mange af dem har immigrant baggrund i Italien. Her i Danmark har jeg også fået flere lokale immigranter ind.
Hvis ikke du havde levet udenfor Danmark, som immigrant, hvordan tror du så dit forhold til kunst ville have været i dag?
Jeg kan slet ikke forstille mig, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg ikke var flyttet til Italien i sin tid. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have lavet i dag. Jeg har altid været tiltrukket af kunsten – og på et helt personligt plan fotografiet – men jeg kan kun se, at det jeg valgte Italien i sin tid har givet mig den platform i dag, som er en kæmpe del af min personlige passion og glæde. På trods af alle besværlighederne – afsavnet, savnet, ensomheden og økonomisk usikkerhed – tror jeg, at alle de skærmydsler jeg har været igennem, har givet mig en større ydmyghed som menneske. En større empati og levne til at lytte måske. Det har samtidig også gjort det svært for mig at dømme andre menneske for de valg de tager i livet.
Jeg tror, at vi er på vej mod et multikulturelt samfund, og jeg håber og beder til, at det vil være mødet med forskellige kulturer der gør, at vi alle sammen kan bevæge os mod en bedre verden. Selvom det har været svært for mine børn at være splittet mellem to kulturer, så håber jeg, at det vil være dem til nytte, at de kan bevæge sig friere i en moderne sammensat verden – en verden som forhåbentligt har retning imod mangfoldighed og forskellighed.
Interview lavet af Patrick Dan Lorien, Immigrant Art Advisory Board (and Tina’s son!)
Se hele Artival 2016 programmet på dansk og in English
#Artival2016, #GallerieLorien, #ImmigrantArt
